• Business-update: Topadvokat fra »Den sorte svane« reagerer på kritik

    来源: BDK Finans / 28 8月 2024 11:31:06   America/New_York

    Godeftermiddag, kære læser, og velkommen til onsdagens Business-update her på Berlingske. I dag skal vi både forbi Novonesis og mejerikoncernen Arla, der har offentliggjort regnskaber for det første halvår. Men vi skal også forbi topadvokat Nicolai Dyhr, der nu udtaler sig efter offentliggørelsen af den eksterne undersøgelse af hans sagsbehandling. Snup en kop kaffe, og lad os så se at komme i gang. #1 - Kritik rejst i flere sager: Nu reagerer Nicolai Dyhr Tirsdag blev den eksterne undersøgelse af topadvokat Nicolai Dyhrs sagsbehandling, der er igangsat af Horten Advokatpartnerselskab, offentliggjort. Undersøgelsen sker, efter at Dyhr i kølvandet på afsløringer i TV 2s dokumentarserie »Den sorte svane« blev fyret fra det prestigefyldte advokathus Horten. Horten meddeler på sin hjemmeside, at der i alt er undersøgt 12 sager, hvoraf der er rejst kritik i fire af dem, men at der ikke var grund til at antage, at Dyhr har »begået kriminelle handlinger, svindel eller ageret i egen økonomisk interesse«. Og nu reagerer Nicolai Dyhr på resultatet af undersøgelsen, skriver Børsen. »Jeg har tidligere erkendt at have udtrykt mig tåbeligt i »Den sorte svane«, men har også fastholdt, at jeg har udført min egentlige sagsbehandling som advokat og kurator ordentligt og i overensstemmelse med loven. Derfor glæder det mig, at der ikke er fundet ulovligheder eller deciderede fejl i mit eller mine tidligere kollegaers arbejde,« siger Nicolai Dyhr. #2 - Novonesis i markant vækst: »Momentum hos kunderne er fortsat stærkt« Et tidligt regnskab fra Novonesis efter fusionen af Chr. Hansen og Novozymes viser et selskab i tocifret vækst med en salgsvækst på ti procent i andet kvartal af 2024 og syv procent i første halvår. Det skriver Market Wire på baggrund af regnskabet. »Realisering og prioritering af synergi er fortsat i fokus i hele virksomheden. Vi ser gode fremskridt med integrationen, herunder et højt medarbejderengagement, og momentum hos kunderne er fortsat stærkt,« siger topchef Ester Baiget. Samtidig udlodder det børsnoterede selskab et interimudbytte til aktionærerne på to kroner pr. aktie, lyder det. #3 - Omsætningen falder i Arla. Men Lurpak luner Mejerigiganten Arla har netop offentliggjort regnskab for det første halve år af 2024. De forventer, at forbrugerne vil have en stærkere købelyst i det andet halvår, selvom omsætningen har fået et nøk nedad. Arlas omsætning er faldet som følge af lavere priser med 6,5 procent til 49 milliarder kroner. Det skriver Børsen på baggrund af regnskabet. Særligt Arlas Lurpak har drevet væksten, hvor volumen er øget med 7,9 procent. »Vi er meget tilfredse med at levere en konkurrencedygtig mælkepris. Samtidig er væksten for vores strategiske mærkevarer vendt tilbage, takket være styrken i vores brands og vellykkede indsats for at genvinde vækst. Vi er derfor på en positiv kurs«, siger Torben Dahl Nyholm, der er økonomidirektør i Arla Foods. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Fuld fart på LEGOs salg i første halvår – europæere og amerikanere køber igen masser af byggeklodser Efter et hårdt 2023 er LEGO tilbage i storform. Selskabets salg vokser med 13 procent i årets første seks måneder. Vibeke Lyngklip Svansø har skrevet historien. B: ATP fremviser endelig overskud – men har tabt over en milliard Danskernes obligatoriske pensionskasse, ATP, har tabt over en milliard i andet kvartal. Pensionskassen har selv en forklaring på tabets oprindelse – men alligevel ryster Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS, på hovedet. Signe Terp og Rasmus Lolk Christensen står bag historien. C: Dansk gigant har fragtet gods gennem Rusland Transportkoncernen DSV har benyttet russiske jernbaner til godsfragt, selvom virksomheden har taget afstand fra praksissen. Kathinka Sonne Olsen fortæller historien. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-topadvokat-fra-den-sorte-svane-reagerer-paa-kritik
分享